National Science Foundation

Fonden har i 2009 indgået en samarbejdsaftale med NSF, der tilbyder amerikanske forskerstuderende ophold ved fondens Centers of Excellence i op til 12 måneder. Formålet med aftalen er at styrke internationaliseringen på fondens centre samt at give de amerikanske studerende mulighed for at opnå internationale erfaringer i et nordisk forskningsmiljø på højeste niveau.

Samarbejdsaftalen vedrører NSF Graduate Research Fellowship Programme Nordic Research Opportunity (NRO) og er en supplerende bevilling til NSFs forskeruddannelses-program, Graduate Research Fellow Programme, der finansierer ca. 900-1600 stipendier årligt med henblik på støtte af tre års studier, der leder til en forskningsbaseret kandidat- eller ph.d. grad.

NSF finansierer de studerendes stipendium og rejseudgifter, mens Danmarks Grundforskningsfond tilbyder en attraktivsupplerende bevilling til centrene, som er vært. Bevillingen dækker meromkostninger i forbindelse med den enkelte fellows ophold, samt til dækning af driftsomkostninger forbundet med opholdets forsknings- og uddannelsesaktiviteter. Der iværksættes tre bevillinger i 2010. Det vedrører centrene:

  • Center for Metalstrukturer i Fire Dimensioner
  • Center for Is og Klima
  • Center for Macroecology, Evolution and Climate

Opslaget for nye Nordic Research Opportunities er åbent frem til d. 14. januar 2011. Find opslaget her og læs mere i nyhedssektionen.

Kontakt forskningskonsulent Marie-Louise Munch for mere information om samarbejdet med NSF.

Om National Science Foundation

National Science Foundation er en uafhængig, statslig organisation, som er etableret i 1950 med det formål at fremme forskning og udvikling af videnskab. Organisationen har et årligt budget på $ 6.9 milliarder (2010), og står for ca. 20 % af den statslige støttet grundforskning på Amerikas uddannelsesinstitutioner.