Niels Bohr Professorer 2011

Om programmet

Formålet med Niels Bohr programmet er at tiltrække internationale topforskere til danske universiteter, og derved bidrage væsentligt til at styrke internationaliseringen af et specifikt forskningsområde med en vedvarende effekt.

Fondens bestyrelse har i sin nuværende strategi besluttet at opslå dette nye Niels Bohr professorprogram for fortsat at bidrage til internationaliseringen af dansk forskning. Programmet bygger på erfaringerne fra det foregående Niels Bohr Gæsteprofessorprogram samt DG Professorprogrammet, der blev opslået i henholdsvis 2005 og 2006. Det betyder bl.a. en øget fleksibilitet omkring, hvordan det enkelte professorat kan organiseres.

Niels Bohr professorerne skal nyde stor international anerkendelse og være faglige spydspidser og samlingspunkter for de miljøer, der kommer til at opstå omkring dem, som følge af fondens satsning. Det forventes, at de foreslåede forskningsprogrammer er kendetegnet ved excellence, kreativitet og nytænkning, samt at den faglige organisering af professoratet er velovervejet i forhold til at opnå programmets formål.

Den enkelte Niels Bohr professor skal på ansøgningstidspunktet være professor ved et udenlandsk universitet eller forskningsinstitution. Fonden foretrækker, at Niels Bohr professoren tilbringer den samlede bevillingsperiode i Danmark. Det er dog også muligt, at professoren kan opholde sig i Danmark i kortere eller længere perioder.

Hvem kan søge?

Fonden modtager ansøgninger indenfor alle fagområder og det er universiteternes rektorer, som er ansøgningsberettigede. Fonden modtager ikke ansøgninger fra individuelle forskere.

For at sikre en fornuftig succesrate, samt begrænse antallet af ansøgninger, er der udarbejdet følgende ansøgningskvote:

  • Københavns Universitet: 4 ansøgninger
  • Aarhus Universitet: 4 ansøgninger
  • Danmarks Tekniske Universitet: 3 ansøgninger
  • Syddansk Universitet: 2 ansøgninger
  • Aalborg Universitet: 2 ansøgninger
  • Copenhagen Business School: 1 ansøgning
  • Roskilde Universitet: 1 ansøgning
  • IT Universitetet: 1 ansøgning

Niels Bohr professoren rekrutteres fra et udenlandsk universitet eller forskningsinstitution til et dansk universitet. Vedkommende skal være professor eller besidde videnskabelig erfaring på tilsvarende niveau. Danskere, der er ansat ved et udenlandsk universitet eller forskningsinstitution, er også kvalificerede.

Hvor mange midler kan der søges om?

Fondens bestyrelse har afsat i alt 200 mio. kr. til dette initiativ, og det forventes, at der oprettes 6-8 professorater i størrelsesordenen 25-30 mio. kr. inklusiv overhead over fem år.

Niels Bohr professorens løn aftales mellem værtsinstitutionen og den enkelte Niels Bohr professor, under hensyntagen til det høje internationale niveau, som han/hun forventes at have.

Yderlige information

Kontakt direktør Thomas Sinkjær på ts@dg.dk eller tlf. 33 18 19 50 eller forskningskonsulent Marie-Louise Munch på mlm@dg.dk eller tlf. 33 18 19 53 for yderligere information om programmet.

Call for Proposals kan downloades her

Ansøgerguide kan downloades her

Ansøgningsskema kan downloades her